Sådan forløb nytårsnatten på skadestuen

På akutafdelingen på Nykøbing Sygehus har der ifølge cheflæge ikke været særlig travlt nytårsaften. Arkivfoto: Anders Knudsen

Ligesom hos politiet og øjenafdelingen var nytårsaften på akutafdelingen også rolig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selvom nytårsaften er en festlig begivenhed med god mad, champagne og fyrværkeri, kan den også være farlig. For meget alkohol blandet med sprængstof er ikke altid en god cocktail, men heldigvis lader det til, at nytåret på Sydhavsøerne forløb roligt.

Hverken politiet eller øjenafdelingen på Næstved Sygehus melder om en hektisk arbejdsdag.

Og på akutafdelingen på Nykøbing Sygehus er billedet det samme. Ifølge cheflæge John Sitarz var aftenen og natten "ikke for travl."

- Indtil nu har der været fire fyrværkeriskader, men intet alvorligt og en stille skadestue med et almindeligt antal fulde og syge, så det har været en ganske rolig nytårsaften, fortæller cheflægen.

Ikke usædvanligt

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mente chefvagten Bo Georg Petersen, at det var "lidt usædvanligt," så roligt der har været i politikredsen dette nytår.

Men på akutafdelingen er det ifølge cheflæge John Sitarz meget lig nytårsaften 2022.

- Hvis det var voldsomt sidste år, ville jeg have husket det, så jeg tror, det er lidt det samme, siger cheflæge på akutafdelingen John Sitarz.