Sådan ser det ud når luftbomber eksploderer på jorden

Over 300 af de 512 farlige luftbomber, som natten til lørdag blev stjålet fra Fyrværkerifabrikken Nordlys ved Pederstrup på Nordlolland, er stadig i de forkerte hænder. Blandt dem de cirka 100 farligste bomber, som hver indeholder 1,1 kilo krudt.
I Sandby opdagede man 28. februar 2005 hvor farlige disse bomber er. Et ukendt antal krysantemumbomber, som var noget mindre end de 100 farligste af de stjålne bomber, eksploderede under en brand og lagde en bygning i ruiner. En blev alvorligt og flere lettere kvæset, og det kunne være gået meget galt.
I oktober 2011 blev en mand og en kvinde dræbt i en landsby nær Vejen i Sydjylland, da et ulovligt lager af luftbomber eksploderede i den bygning, hvor de opholdt sig.
Et anonymt tip førte ved 16-tiden lørdag til at politiet på en landejendom på Rødbyvej syd for Søllested fandt cirka en tredjedel af de stjålne bomber - dog ikke de farligste. Forsvaret ammunitionsryddere har fjernet dem fra stedet.
Politiet har nu afhørt den beboer, der er tilmeldt på ejendomme, men han afviser ethvert kendskab til bomberne eller hvordan de er kommet i laden. Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke tilbagevise, at andre kan have gemt bomberne her.
Beboeren kastede mistanke på sig, da han i telefonsamtaler med politiet efter fundet gav modstridende forklaringer om hvor han opholdt sig.
Politiet opfordrer fortsat alle, der har hørt eller set noget som kan sættes i forbindelse med de livsfarlige bomber, om straks at anmelde det. Der advares kraftigt mod at købe bomber, hvis man bliver tilbudt dem, eller overhovedet at forsøge at sprænge bomberne.
I 2009 blev en mand forbrændt, og der gik ild i tøjet på en anden, da de på gaden i Rødbyhavn ville sprænge en luftbombe. Bomben sprang så hurtigt, at de ikke kom væk.
I 2007 fik en mand i Brandstrup på Sydlolland 60 dages fængsel for opbevaring af 185 luftbomber på sin bopæl. Hele landsbyen måtte evakueres til bomberne var fjernet.
Ifølge politiet er bomberne ekstra farlige, hvis de bliver våde, idet de så bliver ustabile.
Luftbomber omtales ofte som krysantemumbomber, men det er kun en enkelt type af forskellige luftbomber. Den er opkaldt efter den "blomst" den danner på himlen, når den eksploderer. Krysantemumbomberne er mindre end de store luftbomber, som er stjålet på Lolland.

Foto: Jan Knudsen (arkiv)

Beboeren på den ejendom ved Søllested, hvor politiet fandt en tredjedel af de farlige bomber, nægter ethvert kendskab til dem.

Offentliggjort Sidst opdateret