Sado-ingeniør får fire års fængsel

Den 48-årige sadomasochistiske ingeniør Søren Thestrup Mortensen er blevet idømt fire års fængsel ved Retten i Lyngby. Manden er blevet dømt for en række overgreb mod mindreårige piger.

Manden blev frifundet for det på papiret alvorligste forhold, nemlig at planlægge voldtægt mod en række uidentificerede mindreårige. Manden var tiltalt for at ville lokke dem til at gå på sin sexskole i Søborg.

Alligevel valgte domsmandsretten at afsige en særdeles streng straf over manden, der hele vejen igennem sagen har nægtet sig skyldig i den rejste tiltale.

- Jeg kan sige, at det er en enig domsmandsret, der er nået frem til resultatet, lød begrundelsen fra retsformand Jette Christiansen.

Selvom manden ikke blev dømt for at planlægge voldtægt, så blev han dømt for at planlægge at begå seksuelle overgreb med de uidentificerede børn.

Manden blev også dømt for at have bistået to piger på 16 og 17 år med at prostituere sig. Den ene var en døvstum pige fra Aalborg. Den anden var den dengang 16-årige "Alexandra", som i en periode var mandens sexslave.

Manden er desuden dømt for at have haft samleje med en 14-årig pige på et hotel i Aalborg og for at forsøge at få samleje med den 17-årige piges 12-årige lillesøster.

Den 12-årige og den 14-årige var sammen med manden og den 17-årige på hotellet i Aalborg på mandens 47 års fødselsdag i 2009. Under sagen er det kommet frem, at pigerne var "fødselsdagsgaver til manden.

Derudover blev manden også dømt for at have befølt en anden 12-årig pige i skridtet og have stukket en finger op i hende.

Søren Thestrup Mortensen er tidligere idømt en betinget straf på fem måneders fængsel for blufærdighedskrænkelse mod sin dengang 4-årige datter og mod en 10-årige pige. Den straf blev omsat til ubetinget fængsel ved dagens dom.

Søren Thestrup Mortensen ankede dommen på stedet. Han har siddet varetægtsfængslet i sagen i 16 måneder, og retten bestemte, at der skal han blive, frem til ankesagen er afgjort.

/ritzau/

Retten i Lyngby sender 48-årig sadomasochist i fængsel i fire år for en stribe overgreb mod børn.

Offentliggjort Sidst opdateret