Sag om inhabil anklager giver panderynker
Vestre Landsrets opsigtvækkende afsættelse af en anklager i en stor straffesag vil nu blive nærstuderet af Bagmandspolitiets chef.
Landsretten fastslog tirsdag, at den ene af de to anklagere i sagen om påstået kursmanipulation i Ebh Bank og i Sparekassen Himmerland er inhabil.
Derfor blev vicestatsadvokat Hans Fogtdal tvunget ud af retssalen i Aalborg, netop som ankesagen var gået i gang.
Årsagen er, at der rejst tvivl om hans fuldstændige upartiskhed.
Efter loven skal anklagere være objektive, men Hans Fogtdal afspillede lydfiler, der indgår som bevis i sagen, under et møde arrangeret af Børsmæglerforeningen. Det skete, mens sagen stadig var i gang i Retten i Hjørring.
- Vi tager naturligvis kendelsen om inhabilitet til efterretning, siger den fungerende chef for Bagmandspolitiet, Henrik Helmer Steen, til Ritzau.
- Jeg har endnu ikke læst kendelsen, men vi vil overveje, om der er grundlag for at kære den til Højesteret, siger han.
Det er Rigsadvokaten, der skal træffe beslutning om en eventuel appel.
- Vi skal undersøge, om kendelsen kan få mere vidtgående og langsigtede konsekvenser, forklarer Bagmandspolitiets chef.
Han er bekymret for, om afgørelsen indebærer, at forsvarere fremover kan få puffet anklagere ud af straffesager, alene fordi der er indgivet en klage.
Landsrettens afgørelse om inhabilitet er delvist begrundet med, at myndighederne ikke har taget stilling til klagen over vicestatsadvokatens afspilning af lydfilerne ved et møde for børshandlere.
Rigsadvokaten bad i februar sidste år Midt- og Vestjyllands Politi om at undersøge forløbet, men sagen blev væk hos politiet.
Også hos Rigsadvokaten gik klagen i glemmebogen. Først da advokat Andro Vrlic, der er forsvarer i sagen, sendte en rykker, blev man klar over, at intet var sket.
Advokaten har bedt om at få undersøgt, om vicestatsadvokaten overtrådte regler i forvaltningsloven, retsplejeloven eller persondataloven, da han afspillede lydfilerne.
I straffesagen kræves to direktører fra Sparekassen Himmerland og Ebh Bank samt tre ansatte i de to pengeinstitutter idømt fængsel. Desuden påstås Jutlander Bank, som sparekassen har ændret navn til, idømt en bøde på 10 millioner kroner.
Vestre Landsret fortsætter med sagen torsdag i Aalborg.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned