Sag om rådden kørsel mod TV 2-folk udsat
To vidner glimrede onsdag ved deres fravær, da journalisten Frederik Roland og fotografen Henning Nielsen fra TV 2 Østjylland ved Retten i Aarhus stod tiltalt for at tilskynde en ung bilist til at køre "råddent" tilbage i oktober.
Da vidnerne ikke dukkede op i retten, sendte politiet folk ud efter mændene, men uden held, og derfor bliver sagen nu udsat.
Det ene af vidnerne, som ikke mødte op, er netop den mand, der kørte bilen ved Bazar Vest i den vestlige del af Aarhus tæt på Gellerupparken.
Han mener, at tv-folkene indirekte pressede ham til at køre uforsvarligt som del af en større nyhedsserie, hvor lokalstationen satte fokus på dårlig og uforsvarlig kørsel i Østjylland.
I tv-indslaget, der blev optaget og bragt den 5. oktober, ser man først, at manden holder for rødt i en højresvingsbane, bakker tilbage og kører venstre om et helleanlæg og over, inden lyset skifter til grønt.
Da manden svinger til venstre i krydset, mister han herredømmet over bilen.
Bagefter følger et interview med manden, der fortæller, at han ofte kører over for rødt lys, fordi han ikke gider vente.
Reelt blev han dog først interviewet, hvorefter den vilde kørsel blev filmet, hvilket anklager Morten Holm har kritiseret.
Både de to tv-folk og selskabet bag TV 2 Østjylland, der også er tiltalt i sagen, nægter sig skyldige i anklagerne.
Sagen skal nu efter planen genoptages den 3. juli klokken 13.00
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker