Sammenstød mellem biler endte i slagsmål - to er fængslet
Klokken var 19.04 mandag, da politiet modtog en anmeldelse om sammenstød og slagsmål.(Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Efter et slagsmål ved Ceres-krydset i Aarhus blev fem anholdt. To af dem er varetægtsfængslet tirsdag.
Mandag aften stødte to biler sammen i Ceres-krydset i Aarhus. Derefter startede et slagsmål mellem flere mænd.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Vidner beretter om, at der blandt andet var bat og knive indblandet.
Klokken 19.04 modtog politiet anmeldelsen, som fik flere patruljer til at rykke ud til stedet.
Fem mænd i alderen 16 til 26 år blev anholdt. Nogle på stedet, andre på adresser i Aarhus.
To af dem, en 21-årig og en 26-årig mand, er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
De resterende tre er blevet løsladt, men de er fortsat sigtet i sagen.
Politiet skriver, at der blev sikret spor på stedet, afhørt en række vidner og indsamlet videomateriale fra folk, der havde filmet episoden, og de involverede biler er nu til nærmere undersøgelse hos politiet.
På gerningsstedet blev der beslaglagt flere stik- og slagvåben.
Ingen af de involverede mænd kom alvorligt til skade.
- Det tyder på, at der var tale om en bevidst påkørsel, og at to grupper af mænd fra det kriminelle miljø har haft et sammenstød, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov i pressemeddelelsen.
Efter karambolagen i det centrale Aarhus vil Østjyllands Politi øge den synlige tilstedeværelse.
- Det er klart, at sådan en hændelse i det offentlige rum kan skabe en vis utryghed, og den kommende tid kommer vi til at være ekstra synligt til stede på gaden i Aarhus, siger vicepolitiinspektøren.
Desuden vil politiet fortsætte efterforskningen, for at afklare hvad der er sket, og om der skal anholdes yderligere gerningsmænd.
Hvis man har filmet episoden, opfordres der til, at man sender videomaterialet til politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde