Samråd kan bremse tjek af klimaanholdelser

Et samråd kan sætte en stopper for en undersøgelse af politiets anholdelser under klimatopmødet i København i december. Det skriver dagbladet Information.

Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen er ellers i gang med at undersøge forholdene for de anholdte i burene i det midlertidige klimafængsel på Retortvej og de nærmere omstændigheder omkring danmarkshistoriens største masseanholdelse af 968 mennesker til den store klimademonstration den 12. december i København.

Men ifølge de regler, som Folketingets Ombudsmand er underlagt, kan sager, der har været bedømt af Folketinget eller et af Folketingets udvalg ikke behandles.

Hvis samrådet indeholder en egentlig stillingtagen til spørgsmålet, kan det altså tvinge Folketingets Ombudsmand til at stoppe sin undersøgelse af forholdene for de anholdte klimaaktivister. Problematikken gør han selv Retsudvalget opmærksom på i et brev fra den 5. januar.

På samrådet, der bliver holdt den 9. februar og er indkaldt af De Radikale, skal justitsminister Brian Mikkelsen redegøre for politiets indsats.

Den radikale retsordfører, Lone Dybkjær, oplyser, at hun ikke har set Ombudsmandens henvendelse om problemet, men at risikoen for at samrådet kan stoppe undersøgelsen, gør, at hun overvejer at trække indkaldelsen af samrådet tilbage.

Ombudsmanden har foreløbig bedt om en redegørelse fra Københavns Politi, hvor han blandt andet kræver svar på, hvor mange anholdte der skulle sidde på den frosne jord i mere end en time, hvor længe den længst tilbageholdte måtte sidde på jorden, og om i hvor mange tilfælde de anholdte ikke kunne få adgang til toilet.

/ritzau/

Ombudsmandens granskning af klimaanholdelser kan blive bremset, fordi der er samråd om sagen. Lone Dybkjær overvejer at trække ønske om samråd.

Offentliggjort Sidst opdateret