Politiets hovedvidne M har haft store fordele ved at forklare sig, og derfor kan hans forklaring ikke bruges til at dømme de tiltalte ved den store rockerretssag i Glostrup Ret.
Det var hovedpointen, da forsvarsadvokat for Brian Sandberg, Michael Juul Eriksen, tirsdag indledte sin procedure i sagen mod 16 medlemmer af Hells Angels og AK81, der tilsammen er tiltalt for seks drabsforsøg.
Brian Sandberg fra Hells Angels havde blikket stift rettet mod sin forsvarer, som var klar i mælet, da han skulle beskrive hovedvidnets forklaringer:
- Hans formål med at vidne er at få folk dømt, ikke at komme med neutrale og rigtige forklaringer, sagde Michael Juul Eriksen i Retten i Glostrup.
Hovedvidnet M har selv fået 12 års fængsel for den kriminalitet, han begik i sin tid i Hells Angels. Han fik rabat for at vidne i den aktuelle sag, og det forhold havde Michael Juul Eriksen fokus på.
- Han begynder først at vidne, da han kan hjælpe sig selv. Og han gør det med et stort antal skiftende forklaringer, sagde forsvarsadvokaten.
Tidligere i sagen har anklager Charlotte Alsing Juul opfordret nævningetinget til at kende rockerne skyldige, fordi de - bortset fra en enkelt forklaring fra Brian Sandberg til sin egen forsvarer - ikke har villet forklare sig i retten.
Den opfordring fik tirsdag HA-spidsens forsvarer til at finde de helt store gloser frem:
- Det er en krænkelse af menneskerettighederne at bruge det mod min klient, at han ikke vil sige noget. Al praksis viser, at manglende forklaringer ikke må lægges til grund, sagde Michael Juul Eriksen.
De kommende retsdage skal de øvrige forsvarere komme med deres afsluttende bemærkninger, før der sandsynligvis tages stilling til skyldsspørgsmålet 13. september.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker