Sårede tvillingpigers tilstand er stabil
Foto: Uffe Weng /Scanpix
Uffe Weng /Scanpix
Tilstanden for de to fireårige søstre, som søndag eftermiddag blev stukket med kniv af deres far på Rigshospitalet, er nu stabil.
Begge piger blev hårdt kvæstet, og det forlød efter knivoverfaldet, at især den ene var i overhængende livsfare. I løbet af dagen har pigerne svævet mellem liv og død.
- De ligger i respirator, og vi har fået at vide, at deres tilstand er stabil, siger den centrale efterforskningsleder Robert Jensen fra Københavns Politi.
Overfaldet skete på Rigshospitalets Ronald McDonald Hus, hvor familien på fire opholdt sig, fordi den ene datter har været syg i længere tid.
Efter at have stukket døtrene sårede faren sig selv, og da politiet ankom til Rigshospitalet, sprang han ud ad et vindue på en høj førstesal og landede hårdt kvæstet neden for bygningen på Juliane Maries Vej.
Farens tilstand var søndag aften stabil. Han har været på operationsbordet, og bevogtes nu af betjente. Når han er klar, vil han blive anholdt og sigtet for dobbelt drabsforsøg, oplyser politiet.
Politiet regner med at fremstille ham i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt mandag. Det sker in absentia, fordi han på grund af sin tilstand ikke kan møde op i retten.
Af hensyn til familien ønsker politiet ikke at gå i detaljer med hændelsesforløbet, så motivet til farens desperate handling er foreløbig uklart.
- Vi har ikke afhørt faren og moren endnu, så vi ved ikke, hvad der ligger bag, men vi betragter sagen som opklaret, og vi anser det for en tragisk familiehændelse, siger vicepolitiinspektør Lau Thygesen fra Københavns Politi.
Det var tvillingernes mor, der slog alarm til politiet, og fortalte, at faren på hospitalet havde truet med at dræbe pigerne.
Manden er i 50'erne, mens moren er i slutningen af 20'erne. Tvillingerne er fire år.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde