SAS forsvarer sig i retten: Nogle passagerer brugte falske covid-test
Københavns Politi har opgivet at gennemføre straffesager mod otte flyselskaber, men sag mod SAS med mange forhold er opretholdt og skal nu afgøres af Københavns Byret. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Otte andre flyselskaber har undgået en tiltale, men anklagemyndigheden fastholder omfattende sag mod SAS.
SAS gjorde, hvad man kunne for at leve op til de skrappe danske corona-regler i foråret 2021.
Det forsikrer den juridiske chef i selskabet, Uffe Krempel, under en afhøring mandag i Københavns Byret.
For eksempel blev der udsendt retningslinjer til alle underleverandører i udlandet, som stod for håndteringen af passagerer, der skulle flyve til Danmark.
SAS er under anklage for at overtrådt en regel om, at alle passagerer skulle være i besiddelse af en gyldig og negativ covid-test ved ankomsten til København. Tiltalen omfatter 64 passagerer fordelt på en stribe ankomster fra marts til maj 2021.
Men det var svært at gardere sig, forklarer Uffe Krempel.
- Nede sydpå i Europa var det ikke usædvanligt, at der var falske covid-test i omløb, forklarer han.
Flyselskabet har en mistanke om, at nogle passagerer var i stand til overbevise personalet i afgangslufthavnen om, at de havde en test, der levede op til kravene - men at de så ved ankomsten til lufthavnen i Kastrup ikke turde vise en forfalsket test til politiet.
Under anklagerens gennemgang af de i alt 23 påståede lovovertrædelser viser det sig, at flertallet af de 64 passagerer ifølge politiets notater slet ikke havde en test at fremvise, da de mødte paskontrollen. Andre havde for gamle test.
Anklagemyndigheden har tidligere gennemført en såkaldt prøvesag mod SAS om tre rejsende. Byretten frifandt selskabet, og dommen blev ikke anket til landsretten. Derfor var der overraskelse i SAS over den aktuelle sag.
- Vi blev frikendt, og så var vi af den opfattelse, at der ikke ville komme yderligere, siger Uffe Krempel.
Men senioranklager Camilla Nørlev forklarer i retsmødet, at den aktuelle sag blev rejst, fordi der var så mange brud på den relevante bekendtgørelse.
Otte andre selskaber er gået fri. De var kun sigtet for en eller et par passagerer, og blandt andet af den grund er der sket påtaleopgivelse.
I det næste retsmøde 18. marts vil anklager og forsvarer holde deres afsluttende indlæg. Her vil anklageren komme med sit bud på bødens størrelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde