SAS fyrede piloter fordi de var unge

SAS er igen blevet dømt for at diskriminere piloter i forbindelse med en fyringsrunde. Denne gang gik forskelsbehandlingen ud over de yngste.

Offentliggjort Sidst opdateret

Østre Landsret har mandag dømt selskabet til at betale en godtgørelse, der svarer til ni måneders løn til fire piloter.

Under en fyringsrunde udpegede flyselskabets ledelse de yngste piloter inden for samme rekrutteringsår.

Det skete, selv om flere af piloterne forinden havde gjort arbejdsgiveren opmærksom på, at det ville være i strid med loven, som forbyder forskelsbehandling.

Landsrettens dom er en stadfæstelse af en tidligere afgørelse fra Københavns Byret.

Under sagen har SAS erkendt, at fyringerne var udtryk for en direkte forskelsbehandling. Spørgsmålet var udelukkende, om de fire skulle have et plaster på såret.

Og svaret er ja, lyder det fra dommerne, selv om piloterne senere blev genansat.

For to år siden blev SAS også dømt for ulovlig forskelsbehandling på grund af alder.

I den tidligere sag var det dog de ældste, som var blevet udsat for diskriminationen under en fyringsrunde.

I denne sag nægtede SAS at betale en godtgørelse. Argumentet var, at selskabet ikke på det tidspunkt vidste, at fyring af medarbejdere alene på grund af deres forholdsvis høje alder ikke var i orden. Man henviste også til selskabets økonomiske vanskeligheder.

/ritzau/