Savnet dansker fundet død

Af Ritzau og Marta Gramstrup Rasmussen

Siden fredagens massakre på Utøya har fasteren til den savnede danske kvinde Hanne Anette Balch Fjalestad siddet med et spinklet håb om, at niecen ville blive fundet i live.

Det håb er nu svundet ind, for ifølge AOH.DK er den danske kvinde nu fundet død. Hendes far, Per Balch Sørensen fra Herning blev kort før klokken 13 onsdag kontaktet af norsk politi med den triste besked.
- Hun er blevet fundet på et sygehus i Oslo, hun er blevet skudt, siger Per Balch Sørensen til Herning Folkeblad.

Den 43-årige kvinde bliver ifølge Per Balch Sørensen ført til hjemkommunen, Lunner, hvor hun sandsynligvis bliver begravet.
- Hun ofrede sit liv for Norge, og så skal hun også hvile i norsk jord, siger faderen til Herning Folkeblad. Hun efterlader sig fire børn, deriblandt 20-årige Anna Balch Fjalestad, som overlevede dramaet på Utøya.

Ifølge flere medier oplyser TV2 Norge, at antallet af savnede nu er blevet nedjusteret fra fem personer til en enkelt. Over for nyhedsbureauet AFP afviser politiet dog at kommentere på det.

Foto: De Norske myndigheder forsøgte ved hjælp af en miniubåd mandag at lede efter savnede ud for Utøya. I dag har flere pårørende fået vished. Foto: Polfoto

Den savnede danske kvinde Hanne Anette Balch Fjalestad er blevet fundet på et hospital i Oslo. Også hun måtte lade livet på Utøya.

Offentliggjort Sidst opdateret