Saxenhøj fjerner knive fra fælleskøkkener

Episoder som det tragiske knivstikkeri på Forsorgshjemmet Saxenhøj 7. maj, hvor to medarbejdere mistede livet og en beboer blev alvorligt såret, da de blev stukket ned af en psykisk syg beboer, skal ikke have lov at gentage sig på stedet.

Derfor er næsten alle knive nu blevet fjernet fra forsorgshjemmets køkkener, oplyser TV2 Øst. Ifølge tv-stationen sker det efter påbud fra Arbejdstilsynet. Tilbage er en kødkniv, en brødkniv og en saks,som alle er boltet fast til væggen med stålwirer. Det fremgår af en foreløbig redegørelse om den tragiske sag, som Guldborgsund Kommune har sendt til socialminister Manu Sareen (B), og som TV2 Øst har haft mulighed for at kigge i.

Det fremgår dog også af redegørelsen, at kommunen tvivler på, at fjernelsen af knivene også vil fjerne risikoen for, at nogen bliver stukket ned. Kommunen frygter nemlig, at beboerne vil kunne anskaffe sig knive på anden vis.

Direktør i Guldborgsund Kommune, Alma Larsen, har tidligere over for folketidende.dk fremhævet det problematiske i situationen.
-Vi kan jo ikke forbyde beboerne at købe deres egne private køkkenknive. Men personalet er naturligvis meget opmærksomme, sagde hun i forrige uge til folketidende.dk.

Ved knivstikkeriet den 7. maj blev en 69-årig læge dræbt og en 40-årig socialrådgiver samt en 50-årig beboer såret, da en 28-årig beboer gik amok med en køkkenkniv. Den 40-årige socialrådgiver døde senere af sine kvæstelser, mens den 50-årige beboer er udskrevet igen.

Guldborgsund Kommune har aftalt et møde med de faglige organisationer den 24. juni. Her skal man blandt andet have en status på sikkerhedsarbejdet på Saxenhøj og udarbejde den redegørelse til socialminister Manu Sareen, som man altså nu ifølge TV2 Øst allerede har sendt en foreløbig udgave af.

Den 28-årige beboer, som er sigtet i sagen, er varetægtsfængslet i surrogat.

Foto: Claus Hansen, arkivfoto

Ovenpå sidste måneds voldomme knivstikkeri har Forsorgshjemmet Saxenhøj nu fjernet næsten alle knive fra fælleskøkkenerne på stedet.

Offentliggjort Sidst opdateret