Scharf: Danske soldater var mål for planlagt angreb
Bogen "Syv år for PET" er skrevet af Politiken-journalist Morten Skjoldager om tidligere PET-chef Jakob Scharf. Foto: Polfoto/Jens Dresling
Polfoto/Jens Dresling
Tre mænd blev i 2012 mistænkt for at planlægge et terrorangreb. Nu sætter PET-chef mål på angrebet i ny bog.
Hjemvendte danske soldater var angiveligt målet for et terrorangreb, som tre mænd havde planlagt i 2012. Det fortæller den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) Jakob Scharf i bogen "Syv år for PET" ifølge DR.
De tre mænd blev aldrig dømt for terror. Derimod fik de en dom for ulovlig våbenbesiddelse. Under retssagen fremgik det, at en PET-agent var involveret i salget af skydevåben til mændene.
Umiddelbart efter de tre mænd blev anholdt i 2012, gav politiet udtryk for, at de mistænkte dem for at have planer om at begå terror. Myndighederne kunne dog ikke løfte bevisbyrden for denne anklage, som blev droppet.
Det er dog aldrig kommet frem, hvad myndighederne mente, de tre mænd havde udset sig som mål.
Den manglende dom til trods fortæller Jakob Scharf i bogen, at PET havde efterretninger om, at de tre mænd havde til hensigt at dræbe hjemvendte danske soldater fra Afghanistan.
- Efterretningerne gik på, at det skulle ske inden for få dage.
- Vi ville have styr på det, og det ordnede vi med en agentoperation, hvor vi sendte en politimand i marken og på den måde sikrede, at det var en politimand, som leverede våben til dem.
- På den måde vidste vi, hvilke våben de havde fået fat i, og vi kunne pille ved våbnene, så de ikke fungerede, siger han i bogen ifølge DR.
DR sendte i september dokumentaren "Islamisk Stats Danske Soldater". Heri blev sagen fra 2012 gentaget. Ifølge DR-dokumentarens oplysninger er to af de tre mænd fra sagen senere blevet dræbt i kamp for Islamisk Stat.
PET fik torsdag nedlagt et fogedforbud mod bogen "Syv år for PET". Søndag har Politiken valgt at trykke bogen som tillæg til avisen. Det har ifølge PET gjort det umuligt at opretholde et fogedforbud.
Forlaget bag bogen, Peoples Press, forventer, at bogen kan købes i boghandlere fra mandag.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde