Se og Hørs tys-tys-kilde får igen nej til navneforbud
Foto: Kasper Palsnov /Scanpix
Kasper Palsnov /Scanpix
Den såkaldte tys tys-kilde, der ifølge politiets sigtelse systematisk skal have udleveret cpr-numre og kreditkortoplysninger om kendte, folkevalgte og kongelige til ugebladet Se og Hør, fik torsdag nej af Østre Landsret til at blive beskyttet af navneforbud i medierne.
Det er dermed en gentagelse af kendelsen fra Retten i Glostrup, som også afviste et navneforbud i sagen om læk af fortrolige oplysninger til ugebladet.
- Landsretten stadfæstede, at der ikke skal være navneforbud, oplyser den sigtede tys tys-kildes advokat, Michael Juul Eriksen, til Ritzau.
- Jeg kan endvidere oplyse, at min klient nægter sig skyldig i de rejste sigtelser, oplyser advokaten.
Det betyder, at selvom de fleste medier har fravalgt at gøre det, er det fuldt lovligt at nævne den 45-årige it-specialist ved navn, hvilket Ekstra Bladet da også allerede har gjort på sin forside og i en række artikler.
Siden Se og Hør-sagen begyndte at rulle, har it-specialisten ikke udtalt sig i medierne.
Byretten afviste at beskytte it-specialisten samme dag, som udgiverdirektør på Aller og tidligere konstitueret chefredaktør på Se og Hør Per Ingdal trak sig fra sin stilling og samtidig fortalte, at han kendte til tys-tys-kilden.
It-specialisten var ansat hos IBM, hvor han udførte opgaver for PBS, der senere blev til Nets. Det gav ham adgang til kreditkortoplysninger om de kendte og kongelige, som han solgte til Se og Hør.
Da sagen i slutningen af april kom frem, blev han hjemsendt fra sit konsulentjob i Nordea og er siden blevet sigtet af politiet i sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned