Sejlergidslers sag mørkelægges

Det er endnu ikke muligt at få kastet lys over de syv danske sejlergidslers skæbne i Somalia.

Udenrigsministeriet vil hverken be- eller afkræfte oplysninger om, at de syv danske gidsler - heraf tre børn - enten er bragt i land i Somalia eller flyttet af piraterne fra deres egen sejlbåd ING til et af piraternes moderskibe.

- Der kommer ikke flere oplysninger. Og det kan vare længe, inden vi igen har oplysninger, som vi kan dele med offentligheden. Og det beder vi om forståelse for, lyder det fra Udenrigsministeriets Borgerservice.

Udenrigsministeriet mørkelægger sagen af hensyn til gidslernes sikkerhed og de pårørende.

Ifølge nyhedsbureauet AP skulle den kaprede børnefamilie fra Kalundborg og deres to medhjælpere befinde sig enten i land i Somalia eller om bord på et større skib.

Familien, som var på vej fra Maldiverne mod Suez Kanalen, blev torsdag i sidste uge kapret af somaliske pirater. De nåede at slå alarm til Søværnets Operative Kommando, men siden har der ikke været oplysninger om, hvor i Det Indiske Ocean de befandt sig.

Men onsdag omkring middag forlyder det, at familien og de to gaster er sat i land i Hafun på Somalias østkyst. Oplysningerne stammer fra en talsmand, Abdiaziz Mohamud Yusuf, der arbejder imod pirateri.

Han fortæller desuden, at han er blevet kontaktet af danske embedsmænd i Kenyas hovedstad, Nairobi, og han har fortalt dem, at danskerne er blevet flyttet fra deres sejlbåd på grund af rygter om, at et krigsskib var på vej. Det kan muligvis være det danske Esbern Snare.

Hans udtalelser blev dog kort efter modsat af en somalisk pirat, der angiver sit navn som Muse Abdi. Han oplyser ifølge AP, at danskerne er ført over på et større kapret skib.

- De er i sikkerhed. De er blot transporteret fra båden til et større skib, siger Abdi, som tidligere har givet troværdige oplysninger til nyhedsbureauet.

- De er bragt sammen med andre nationaliteter på et andet skib for at undgå et muligt befrielsesangreb, siger han desuden.

/ritzau/

Udenrigsministeriet vil ikke hverken be- eller afkræfte oplysninger om de syv danske gidsler.

Offentliggjort Sidst opdateret