Seks borgere får ikke erstatning efter databrud i kommune
Der var i 2018 et indbrud på rådhuset i Gladsaxe, hvor en computer med et regneark med borgeres oplysninger blev stjålet. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Seks borgeres oplysninger lå på bærbar, der blev stjålet fra rådhus i 2021. Borgere har ikke fået erstatning.
Seks borgere får ikke erstatning efter et databrud i Gladsaxe Kommune.
Det skriver Østre Landsret i et resume af dommen, der er faldet fredag formiddag.
De seks borgere ønskede erstatning, efter at der havde været indbrud i kommunens rådhus i 2018.
Blandt det der blev stjålet ved indbruddet, var en bærbar computer med et regneark med forskellige oplysninger på omkring 20.000 borgere.
De seks borgere, der ønskede erstatning, er blandt de omkring 20.000. Deres navne, adresser og personnumre lå på den bærbare computer. For enkelte af dem indeholdt regnearket også oplysninger om levering af sundhedsydelser.
I 2021 afgjorde Retten i Glostrup, at borgerne ikke havde ret til erstatning, og det er altså det samme, Østre Landsret er nået frem til.
Gladsaxe Kommune er dermed blevet frifundet for erstatningsansvar.
Landsretsdommerne mener dog, at kommunen ikke har godtgjort, at den havde tilpasset sig risikoen for databrud.
Af domsresuméet fremgår det blandt andet, at drevet på computerens lokale drev ikke var krypteret.
Derfor er der sket en overtrædelse af databeskyttelsesforordningens bestemmelser om behandlingssikkerheder.
Allerede da sagen kørte i byretten blev det slået fast, at borgerne ikke led et økonomisk tab på baggrund af databruddet.
Spørgsmålet var altså, om de seks borgere havde lidt immateriel skade, som de kunne tilkendes erstatning for.
For at afgøre det har landsretten kigget på en række nyere domme fra EU-domstolen.
Af disse domme fremgår det, at tab af kontrollen med personoplysninger eller frygt for misbrug af personoplysninger kan udgøre immateriel skade.
Landsretten har på baggrund af de seks borgeres forklaringer om deres egen opfattelse og tanker om databruddet vurderet, at det ikke er blevet godtgjort, at de har lidt immateriel skade.
Eva Persson, der er advokat for de seks borgere, siger efter dommen, at hun snarest vil søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til, at sagen kommer for Højesteret.
- Jeg har hele tiden sagt, at det her er en sag, der skal afgøres i Højesteret, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker