Seks mænd fængslet for røverier mod kunder i pirattaxier
Seks mænd fra Aarhus-området er fængslet i et grundlovsforhør i København. Politiet mener, at de har begået tyverier og røverier mod kunder i pirattaxier flere steder i landet og opfordrer folk, der har været udsat for røveri eller tyveri som kunde i pirattaxi til at henvende sig. Foto: Scanpix/Kaare Smith
Kaare Smith/arkiv/Ritzau Scanpix
Politiet mener, at seks mænd har tilbudt pirattaxier over hele landet og derefter begået røverier mod kunder.
Seks mænd er mandag aften i Dommervagten i København blevet varetægtsfængslet i 15 dage for røverier og tyverier fra kunder i pirattaxier.
Mændene mistænkes for gennem flere måneder at have begået organiserede tyverier og røverier mod personer i nattelivet ved at tilbyde billig transport hjem fra byen.
Sigtelserne omfatter foreløbig især forhold i København, men politiet mener, at de kan have begået deres forbrydelser i flere byer rundt om i landet, hedder det i en pressemeddelelse fra Københavns Politi.
Ifølge politiet har gerningsmænd i mindst syv tilfælde stjålet eller franarret ofrene deres kreditkort og samtidig fået dem til at taste deres koder ind på et display i bilen.
I mindst fire tilfælde har det udviklet sig til røveri, hvor gerningsmændene under trusler med kniv har frataget ofrene deres kreditkort og afkrævet dem koden, for derefter at bruge kortene i hæveautomater og kiosker.
Politiet har i længere tid politiet haft et godt øje til en gruppe på seks mænd, der kommer fra Aarhus-området.
Da de torsdag aften satte sig ind i to biler og kørte mod København fulgte politiet med og så, hvordan de samlede potentielle ofre op.
Ved 03-tiden natten til fredag slog politiet til og anholdt mændene, mens de havde mulige ofre siddende i deres biler. Det ene offer var allerede blevet franarret sit dankort.
Allerede fredag blev de seks fremstillet i grundlovsforhør. Her afviste dommeren at varetægtsfængsle dem, men forlængede i stedet deres anholdelse med tre dage.
Mandag lykkedes det så politiet at overbevise en dommer om, at de burde varetægtsfængsles.
- Vi vil på det kraftigste fraråde enhver at benytte pirattaxier, siger politikommissær Bjarke Dalsgaard Madsen fra røveriafdelingen i Københavns Politi.
- Det er langt fra første gang politiet oplever, at kunder i pirattaxier udsættes for forskellige forbrydelser. Derfor har denne slags pirattaxikørsel i høj grad Københavns Politis fokus, fortsætter han.
Politiet mener, at der er flere ofre for gruppen forskellige steder i landet, og opfordrer folk til at henvende sig, hvis man er blevet bestjålet eller udsat for røveri i en pirattaxi.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde