Seks personer er fundet døde i et hus syd for Randers
Politiet blev mandag ved middagstid kaldt ud til et parcelhus i Ulstrup. Her fandt man to voksne og fire børn døde. Først tirsdag vil politiet oplyse yderligere om sagen. Foto: Free/Free
Først tirsdag vil politiet oplyse mere om en sag, hvor to voksne og fire børn er fundet døde i parcelhus.
Seks personer - to voksne og fire børn - er mandag fundet døde i et hus i Ulstrup sydvest for Randers.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet fik ved middagstid en anmeldelse om et mistænkeligt forhold på adressen.
- Ved ankomst til stedet fandt man seks personer - to voksne og fire børn - der alle var døde, hedder det i pressemeddelelsen.
Huset ligger i kvarteret Amstrup Bakker i Ulstrup, hvor politiet har afspærret et større område, mens teknikere og retsmedicinere arbejder på stedet.
Politiet har været meget tilbageholdende med oplysninger om, hvad der kan være foregået i parcelhuset. Mandag aften afviser man at komme med yderligere oplysninger før tirsdag.
- Det politimæssige og retsmedicinske arbejde pågår fortsat på stedet, og det fortsætter nogle timer endnu, hedder det i en pressemeddelelse kort efter klokken 19.
- Det er politiets vurdering, at vi først i morgen vil være i stand til at sige noget mere konkret omkring de nærmere omstændigheder.
Favrskov Kommune fortæller på sin hjemmeside, at man er blevet orienteret af politiet om dødsfaldene.
- Favrskov Kommunes beredskabsplan er aktiveret, og vi er til stede med ledende medarbejdere i Ulstrup, hedder det på hjemmesiden.
- Vi er dybt berørte over, hvad der er sket, og vi sender vores medfølelse til de pårørende. I morgen tidlig er vi klar i dagtilbud og på skolen med omsorg og støtte til kammeraterne.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned