Selskab fra dødsulykke indstiller kørsel med øltog
Foreløbige undersøgelser fra Havarikommissionen viser, at en transporttrailer fra det over 550 ton tunge godstog fra DB Cargo rev sig løs og ramte et lyntog. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
DB Cargos tog var onsdag involveret i en togulykke på Storebæltsbroen, hvor otte personer mistede livet.
DB Cargo har valgt ikke at genoptage kørsel med øltog efter onsdagens togulykke på Storebæltsbroen.
Det oplyser selskabets kommunikationsdirektør, Jan Wildau.
- Det vi gør nu er at indsamle så mange informationer, som det kan lade sig gøre.
- Dels til brug for Havarikommissionens arbejde og dels til brug for vores egen forståelse for, hvorfor ulykken er sket, siger Jan Wildau.
Kommunikationsdirektøren oplyser, at DB Cargo er i fuld gang med at gennemgå alle virksomhedens procedurer, materialer og en lang række andre forhold.
- Når vi føler, at vi med en meget høj grad af sikkerhed kan starte med at køre toget, så gør vi det, og vi gør det ikke før, siger Jan Wildau.
Spørgsmål: Hvor længe går der, før at I genoptager driften? I må som virksomhed være afhængig af, at toget kører.
- Jeg vil gerne sige meget klart, at det er betydeligt vigtigere for DB Cargo at sikre, at sikkerheden er i orden, end at vi har en forretning med at køre øl frem og tilbage i Danmark, siger kommunikationsdirektøren.
Ifølge DR Nyheder transporterer virksomheden godstog med ølkasser over Storebæltsbroen 30 gange om ugen.
Foreløbige undersøgelser fra Havarikommissionen viser, at en transporttrailer fra det over 550 ton tunge godstog rev sig løs og ramte et lyntog.
Otte passagerer på lyntoget blev dræbt, og 16 andre blev kvæstet.
Kommunikationsdirektøren ønsker ikke at spekulere i, hvad der forårsagede ulykken.
Virksomheden arbejder sammen med Havarikommissionen, for at undgå at en lignende ulykke sker igen, oplyser Jan Wildau.
Carlsbergs pressechef, Kasper Elbjørn, oplyser til Ritzau, at man hos Carlsberg fortsat er meget berørte af situationen.
- Vi har alligevel, mens togdriften har været indstillet i dag, kørt varer ud til kunderne med lastbiler, siger Kasper Elbjørn.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet