Selskabstømmer: Alt jeg gør beskrives som kriminelt
Bjørn Stiedl - svært forfulgt af politi og skattemyndigheder. Foto: Mik Eskestad/POLFOTO
Mik Eskestad/POLFOTO
Tidligere dømt selskabstømmer risikerer mere fængsel. han afviser nye anklager om skyldnersvig
- Ligegyldigt, hvad jeg foretager mig, bliver det beskrevet på en eller anden forside som kriminelt.
Sådan siger 54-årige Bjørn Stiedl, der mandag er på anklagebænken i Retten i Lyngby tiltalt for skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed.
Bagmandspolitiet mener, at manden forsøgte at skjule sine aktiver for myndighederne, da han i 2012 søgte om gældssanering efter en dom for selskabstømning fra 2009 på fængsel i seks år.
Den tiltalte nægter sig skyldig og forlanger sammen med sin forsvarsadvokat, Anders Nemeth, frifindelse.
Aktiverne, der blandt andet omfatter Rolex-ure, B&O-udstyr, Kaare Klint-malerier og en ejendom i Sydfrankrig til 12,5 millioner kroner, er formelt set registreret i udenlandske selskaber og fonde.
Anklagemyndigheden mener dog, at aktiverne reelt ejes af Bjørn Stiedl. Det afviser han på det bestemteste.
Han oplyser, at han tidligere i forløbet har lagt snor ud hos myndighederne for en afbetalingsaftale på plads, dog uden held.
- Jeg spurgte politiet, om det ikke var på tide, at vi fik indgået en aftale, men beskeden, jeg fik tilbage, var, at de var fuldstændig ligeglade, om de fik nogle penge tilbage, siger Bjørn Stiedl skarpt, men roligt i retten og fortsætter:
- De gik bare op i, at jeg i hvert fald ikke skulle have nogen penge.
Specialanklager Michael Ejerskov fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet læser i retten en mail højt, som Bjørn Stiedl modtog fra en af sine forretningsforbindelser.
I mailen skriver forretningsforbindelsen, at han skylder Bjørn Stiedl penge, men det er en misforståelse, lyder forklaringen.
- Han mente, at han skylder Stiedl Stiftung penge, ikke mig. Det er bare daglig tale, siger Bjørn Stiedl.
Strafferammen for grov skyldnersvig er fængsel i op til otte år. Der er afsat yderligere fire retsdage i marts, hvor blandt andre Bjørn Stiedls tidligere sekretær skal vidne.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned