Selvdestruerende telefoner markedsføres til kriminelle

Et medie kan spore 1977 aktive brugere af krypteret telefon, som angiveligt markedsføres til kriminelle.

Offentliggjort Sidst opdateret

En ny krypteret telefon, som kan destruere sig selv, hvis politiet forsøger at trække data ud, bliver markedsført til kriminelle på Telegram.

Det skriver Ingeniørens medie Radar.

Ifølge Radar kan telefonen, som går under navnene Stellar Security eller Stellar Protect, destruere sig selv, og ejeren kan selv slette data. Det er også muligt for andre at slette data på afstand.

Det fremgår ikke, hvad det nærmere betyder, at telefonen selvdestruerer.

I flere år kunne man bruge de to krypterede netværk Encrochat og Sky ECC, hvis man ville kommunikere, uden at politiet lyttede med.

Men det lykkedes for politiet i Frankrig, Holland og Belgien at få adgang til platformene. Oplysninger derfra har siden ført til en række domme i Danmark.

Lene Wacher Lentz, som forsker i cybercrime og politiets digitale efterforskning, siger til Radar, at hun ser den nye telefon som en videreførelse af de to tjenester.

- I kombination med, at de kriminelle nok opererer i lande, hvor man ikke respekterer retskendelser, så kan det sætte politiet skakmat, siger hun til mediet.

Radar har kunnet spore 1977 aktive brugere ud fra antallet af aktive E-simkort. Det fremgår ikke af artiklen, om alle brugerne er danske.

Valdemar Balle, som er osint-analytiker hos Digitalt Ansvar og undersøger åben tilgængelig information på nettet, har kortlagt telefonerne sammen med Radar.

Ifølge ham er der hen over sommeren dukket opslag op om telefonen i eksempelvis lukkede grupper for narkosalg på Telegram.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) vil ikke kommentere telefonerne over for Radar, men oplyser, at politiet følger den teknologiske udvikling.

/ritzau/