Sex-anklaget optrådte selvsikkert i retten

Med lange selvsikre skridt kom tiltalte ind i retslokalet, hang den lange uldfrakke på stumtjeneren og satte sig ved siden af sin forsvarer med hurtige bestemte bevægelser.

De mørke, næsten sorte øjne, flakkede ikke det mindste rundt i lokalet men var fikseret på et punkt i nærheden af den kvindelige anklager overfor ham. Ikke den mindste mine afslørede, at han sad anklaget for at have sexmisbrugt sin mindreårige datter og for at have voldtaget eks-kæresten.
Mellem februar 2004 og foråret 2008 skal han ifølge tiltalen i et tilfælde have prøvet at få samleje med sin egen datter. I denne periode var hun mellem otte og 12 år.
Ifølge anklageskriftet skal han også i 10 til 15 tilfælde have slikket og befølt pigen og fået hende til at gøre det samme ved ham. Desuden havde han tungekysset med en anden mindreårig datter.
Flere af episoderne, skulle ifølge anklageskriftet,  have fundet sted på flere adresser på Falster.
 
Efter det angivelige misbrug fandt sted, forlod han Danmark og bosatte sig i Spanien. Han blev anholdt og fængslet, da han i december 2010 forsøgte at komme til Danmark på besøg. Han har siddet varetægtsfængslet siden.
 
I retten fortalte han om alle kvinderne i hans liv. Inklusiv en 13-årig pige, som han blev idømt 60 dages fængsel for at have sex med.
Anklageren kunne så også minde ham om, at han ligeledes tidligere er dømt for vold med moderen til børnene.
Men selv de domme kunne ikke frembringe nogen tegn på følelser eller anger i hans stemme. Først da han direkte blev spurgt om de sexovergrebene på døtrene kom der små sprækker i selvkontrollen.
Hans fødder flyttede uroligt på sig under bordet, mens anklageren gentog, hvad døtrene har forklaret til politiet.
 - Det er ikke rigtigt, det har jeg ikke gjort. Jeg ved ikke hvorfor, de fortæller det, sagde han med så lav stemme, at det var svært at høre ud i salen.
Døtrene skal begge afgive forklaring i retten for lukkede døre,
Det forventes, at der falder dom i sagen fredag eftermiddag.
 
Foto: Foto: Anders Knudsen

Lige fra starten af retssagen kunne man ikke mærke på en 35-årige mand, hvilke alvorlige forbrydelser, han er tiltalt for.

Offentliggjort Sidst opdateret