Sexdømt frikirkepræst anker dom til landsretten
Retten i Viborg dømte i sidste uge en tidligere frikirkepræst for overgreb på otte børn og unge. Nu har han anket dommen til Vestre Landsret. Foto: Scanpix/Morten Dueholm
Scanpix/Morten Dueholm
En tidligere frikirkepræst, der i byretten blev dømt for krænkelser af otte børn og unge, vil frifindes.
En tidligere frikirkepræst, der i sidste uge blev dømt for seksuelle krænkelser af otte børn og unge, har anket dommen til landsretten.
Det bekræfter ofrenes advokat, Karen Marie Jespersen, over for Midtjyllands Avis.
Ved Retten i Viborg blev Christian Laursen Raburn idømt tre et halvt års fængsel og efterfølgende udvisning til USA for seksuelle krænkelser af otte børn og unge fra den nu lukkede frikirke i Silkeborg.
Ud over straf og udvisning blev han dømt til at betale samlet 532.925 kroner til ofrene.
Den tidligere ungdomspræst blev dømt efter den såkaldte skolelærerparagraf.
Den handler om at misbruge sin stilling til at opnå et seksuelt forhold med en person under 18 år, som er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse.
I retten erkendte den tidligere frikirkepræst, at han havde haft et seksuelt forhold til flere af de unge. Det skete frivilligt og som led i et ligeværdigt forhold, argumenterede han.
Men retten mente, at den tidligere præst manipulerede de unge til at følge hans anvisninger.
- Ingen af de unge turde sidde anvisninger fra tiltalte overhørig, og de unge betragtede tiltalte som en Guds mand, hvis vilje og instrukser man på ingen måde ville modsætte sig, sagde retsformand Søren Ejdum i forbindelse med dommen.
Sagen har været flere år undervejs.
I 2010 begyndte de første advarselslamper at blinke hos Silkeborg Kommune, der fik indberetninger om sektlignende adfærd i frikirken.
Men politiet kunne ikke løfte bevisbyrden, og først i 2016 stod flere af de unge fra menigheden frem med konkrete anklager mod præsten.
På det tidspunkt var ungdomspræsten rejst til USA, hvor han var blevet amerikansk statsborger og var i gang med at etablere en ny menighed.
Han indvilgede dog i at vende tilbage til Danmark for at konfrontere beskyldningerne.
Nu har han så anket dommen til Vestre Landsret, hvor han håber på at blive frikendt.
- Det kunne mine klienter naturligvis godt have været foruden, for det vil være rart, at der snart bliver sat et punktum. Men sådan er det. Vi lever i et retssamfund, konstaterer Karen Marie Jespersen over for Midtjyllands Avis.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde