Sexkinoer skal ikke slippe med lavere moms. Det mener EF-Domstolen, som har afvist det belgiske Erotic Centre i Brügge, der kræver lavere momstakst på seks procent på lige fod med almindelige biografer.
Sexkinoen falder ikke ind under definitionen på en biograf i EU's sjette skattedirektiv. Derfor skal Erotic Centre betale normal belgisk moms på 21 procent, mener EF-Domstolen
I 2004 pålagde de belgiske skattemyndigheder Erotic Centre en efterbetaling på 53.294 euro (godt 400.000 kroner) for momsundvigelse ved at angive den lavere momssats. Virksomheden ankede afgørelsen til appeldomstolen i Gent, som bad EF-Domstolen fortolke EU-direktivet.
Ifølge Erotic Center svarer det til en biograf, at sexkinoen har små, adskilte rum, hvor kunderne betaler ved at putte mønter i en maskine, så man på en tv-skærm kan skifte fra én sexfilm til en anden.
EF-Domstolen giver den belgiske regering ret i, at det ikke svarer til definitionen på en biograf. Det er i skattedirektivets forstand et lokale, hvor en gruppe mennesker kan se den samme film, som publikum ikke kan afbryde, og hvor tilskuerne har betalt billetten i forvejen.
Den lavere momssats er ifølge EF-Domstolen en undtagelse, som efter domspraksis skal fortolkes snævert. Derfor omfatter en biograf ikke Erotic Centers virksomhed, hvor en kunde betaler for at se én eller flere sexfilm eller filmuddrag i små aflukkede rum, hedder det.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker