Shoppingcenters overvågning filmede for meget på toilettet
Shoppingcentret City2 i Taastrup havde mellem 2018 og indtil marts 2019 et overvågningskamera ved et toiletområde, som filmede på for stort et område. Kameraet filmede ved urinalet. (Arkivfoto). Foto: Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix
Danske Shoppingcentre får en bøde på 350.000 kroner, fordi der blev videofilmet for stort område ved urinal.
I omkring et år filmede et overvågningskamera på for stort et område, når tissetrængende mænd gik ud for at lade vandet i shoppingcentret City2 i Taastrup.
Mere konkret var kameraet opsat, så det filmede omkring urinalet i et toiletområde.
Det er et brud på databeskyttelsesloven og -forordningen, og Retten i Glostrup har idømt Danske Shoppingcentre en bøde på 350.000 kroner for lovbruddet.
Danske Shoppingcentre (DSC) driver 16 centre i Danmark, herunder City2 i Taastrup. DSC er selv ejet af ATP Ejendomme og Danica Ejendomme.
Selv om der blev filmet på et for stort område ved urinalet, kunne mændenes intime dele ikke ses, understreger anklagerfuldmægtig Christopher Møller.
- Der var lavet en teknisk løsning for at pixelere ud ved selve urinalet, siger han til Ritzau.
Der var ikke opsat skiltning om, at kameraet var der.
Kameraet var opsat på grund af hærværk, fremgår det af et domsresumé på byrettens hjemmeside. Det var oppe i en periode mellem 2018 og marts 2019, og det var en gæst, der sad på toilettet, som fik øje på kameraet og klagede over det til Datatilsynet.
Tilsynet indstillede til, at DSC skulle have en bøde på 350.000 kroner.
I den forbindelse havde Datatilsynet lagt vægt på, at databeskyttelsesforordningens grundlæggende principper var overtrådt, at der var tale om potentielt rigtig mange mennesker, der var filmet i en meget privat situation, og at det var foregået over en længere periode.
Og i Retten i Glostrup argumenterede anklagerfuldmægtig Christopher Møller for, at Danske Shoppingcentre skulle idømmes netop 350.000 kroner.
DCS's finansdirektør, Claus Munkholm, siger i en skriftlig kommentar til Ritzau, at de tager dommen til efterretning og vil vende den med deres advokat.
- I DSC bruger vi videoovervågning i henhold til dansk lov, og det sker udelukkende for at øge trygheden i centrene og forebygge hærværk, siger han i kommentaren.
Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup torsdag. Inden for to uger kan Danske Shoppingcentre anke dommen til landsretten.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker