Sigtelse: Mand affyrede seks skud mod dræbt 35-årig

I Retten i Glostrup er en 26-årig mand lørdag formiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør. Han er sigtet for et drab. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Offentliggjort Sidst opdateret

En 26-årig mand er sigtet for at have afgivet mindst seks skud mod en 35-årig mand i Mørkhøj fredag i sidste uge.

Det er kommet frem lørdag formiddag under et grundlovsforhør i Retten i Glostrup.

Den 35-årige blev ramt af tre af skuddene - et af dem ramte ham i hovedet.

Han afgik efterfølgende ved døden på Rigshospitalet.

Den dræbte sad på forsædet i en leaset personbil, da skuddene faldt.

I bilen sad også en 12-årig pige. Den 26-årige er sigtet for drabsforsøg mod hende, fordi han skød mod bilen.

Han nægter sig i grundlovsforhøret skyldig i samtlige sigtelser.

Dommeren har efter grundlovsforhøret afgjort, at der er grundlag for at fængsle den 26-årige. Han skal sidde varetægtsfængslet frem til 2. juni.

/ritzau/