Sigtet af politiet for opdigtet voldtægt

En 19-årig kvinde er blevet sigtet for falsk anmeldelse, efter at hun en søndag morgen i juli troppede op på politistationen i Århus og fortalte, at hun var blevet voldtaget.

Den unge kvinde berettede, at hun søndag morgen den 18. juli mellem kl. 03 og 05 var kommet gående på Strandvejen i Århus, da en mand overfaldt hende og trak hende ind i et buskads over for Svendborggade.

Men politiets efterforskning afslørede, at anmeldelsen var falsk.

- Efterforskningen, der blandt andet har bestået af en grundig gerningsstedsundersøgelse og en række vidneafhøringer, viste, at der var nogle ting, der simpelthen ikke hang sammen. Kvinden er nu blevet sigtet for falsk anmeldelse, fortæller vicepolitiinspektør Frits Kjeldsen fra Østjyllands Politi.

I sagen efterlyste politiet, ud fra kvindens oplysninger, en mand med afrikansk udseende. Men man fandt selvsagt aldrig frem til nogen.

- I den her sag har vi ikke været ude og sigte en person for overgrebet. Det kunne selvfølgelig have været værre, hvis vi var nået dertil. Men det fik vi heldigvis stoppet inden, siger Frits Kjeldsen.

/ritzau/

Der var tale om falsk anmeldelse, da en 19-årig kvinde i juli fortalte til politiet i Århus, at hun var blevet udsat for voldtægt. Kvinden er nu sigtet i sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret