Sigtet for systematisk handel med amfetamin

Der var lagt op til en ren tilståelsessag, da en 19-årig mand fra Nakskov forleden var i retten som sigtet for videresalg af betragtelige mængder af amfetamin, der hører til i kategorien hårdere stoffer.

Han sigtedes for ved flere lejligheder at have modtaget 100 gram amfetamin til videresalg. Han var også sigtet for på sin bopæl at have opbevaret 60 gram amfetamin med henblik på videresalg.

Den unge mand havde flere gange bragt sig i politiets søgelys de seneste måneder.

I august blev han sigtet for overtrædelse af våbenloven. Først for at have en kniv i sin bil på offentligt område. En efterfølgende ransagning på hans bopæl afslørede en mindre våbensamling på 13 knive, en kastestjerne, en messinghammer samt en morgenstjerne.

Endeligt kom der igen fokus på hans person, da to jævnaldrende unge henvendte sig til Munks Produkt i Maribo en lørdag i oktober for at sælge stumperne af bronzestatuen “Den knælende mand”, der var stjålet i Rødby.

De medbragte stumperne i den 19-åriges bil, men i retten nægtede han hæleri og kendskab til kobberet. Da den 19-årige - imod forventning - ikke kunne tilstå hverken narkohandel eller hæleri med bronzestatuen, blev sagen udsat.

Sagen mod en meget ung narkohandler fra Nakskov blev udsat i retten, da han nægtede sig skyldig.

Offentliggjort Sidst opdateret