Sigtet for ulovlig tvang og afpresning

Foto: Anders Knudsen

Krævede 20.000 kroner i dummebøde. Blev sigtet for afpresning, vidnetrussel, brugstyveri af bil samt ulovlig tvang overfor bilejeren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var et groft forsøg på afpresning, der søndag aften omkring midnat fandt sted på Lidls parkeringsplads på A. E. Hansensvej i Nakskov.

En 20-årig mand fra Nakskov opsøgte en 35-årig mand fra Horslunde, som han så fik kontakt med på p-pladsen, hvor han afkrævede en dummebøde på 20.000 kroner af manden fra Horslunde.

Den 35-årige kunne ikke sådan lige uden videre betale beløbet på stedet, så for at understrege, at han mente det alvorligt, tvang den 20-årige den forurettede ud af den Peugeot, han var kørende i, og kørte fra stedet i denne som pant.

Samtidig fortalte han den 35-årige, at han under ingen omstændigheder måtte henvende sig til politiet om sagen.

Det gjorde han så alligevel, idet overfaldet blev anmeldt, og politiet begyndte at lede efter den 20-årige, som man godt kendte i forvejen.

Det lykkedes mandag eftermiddag klokken 13.54 at anholde manden, da man så ham komme kørende i den Peugeot, han havde brugsstjålet.

Det er planen, at den 20-årige i løbet af i dag skal fremstilles for en dommer i et grundlovsforhør.

Her vil han blev sigtet for afpresning, vidnetrussel, brugstyveri af bilen samt ulovlig tvang overfor bilejeren.

- Jeg ønsker ikke at komme med yderligere detaljer om, hvad der skete, da anklagemyndigheden sandsynligvis vil kræve dørlukning, da der kan være medgeringsmænd på fri fod, siger politikommissær Claus Jørgen Pedersen fra lokalpolitiet.

Den anholdte var en del af den bandegruppeing, der sidste år skabte utryghed i Nakskov med lignende truende adfærd.