Sikkerhedsbranchen: Myndigheder kan forhindre dødsbrande
Mens der er strenge krav til brandsikring i offentlige bygninger og på arbejdspladser, gør de danske myndigheder ikke nok for brandsikkerheden i private boliger.
Det mener Peter Hofman-Bang, der er overingeniør i Sikkerhedsbranchen - brancheforeningen for sikkerhed og sikring.
- Når man er i andre menneskers varetægt, går det offentlige ind med meget skrappe regler - på banegårde, lufthavne, plejehjem og så videre.
- Omvendt finder man den negative side af sikkerheden i de private boliger, siger Peter Hofman-Bang.
Reaktionen fra Sikkerhedsbranchen kommer, efter at nye tal fra Beredskabsstyrelsen har vist, at 70 danskere sidste år mistede livet i flammerne ved i alt 68 dødsbrande.
Men der er råd at hente, påpeger Peter Hofman-Bang, der i første omgang vil have røgalarmer i alle landets hjem.
- Det er det, jeg vil kalde den lavthængende frugt at få installeret røgalarmer i de cirka 25 procent af landets boliger, der endnu ikke har røgalarmer.
- Rigtig mange ældre mennesker har ikke røgalarmer, og derfor opfordrer vi til omsorg for de ældre fra deres børn og bekendte, siger Peter Hofman-Bang.
Han påpeger imidlertid, at myndighederne har en stor rolle i den yderligere forebyggelse.
- Mange af dem, der omkommer i brande, er ikke særlig let påvirkelige af normale kampagner. Det er ældre og folk fra de svagere sociale lag i samfundet.
- I England har man i de seneste 25 år fået banket dødstallet ned. Røgalarmer har de for længst fået sat op i alle hjem.
- Nu fokuserer de så massivt på hjemmebesøg i sårbare områder. Blandt andet i områder beboet af polske indvandrere har man sat massivt ind. Så sender de en brandmand ud, der fortæller om brandsikkerhed og muligheder for forebyggelse.
- Og det har altså gjort en enorm forskel, siger Peter Hofman-Bang og påpeger, brandrelaterede dødsfald i England er så få, at det svarer til, hvis vi i Danmark kun havde 30 dødsfald og ikke 70.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker