Sindssyg drabsmand dømt til anbringelse

Den 28. juli sidste år blev en 48-årig mand dræbt i sin lejlighed i Korsgade i Grenaa. Tirsdag blev en nu 47-årig mand kendt skyldig i drabet og dømt til anbringelse på psykiatrisk hospital.

Gerningsmanden forsøgte først at kvæle sit offer med både hænderne, en guitarstreng og et bælte. Da det mislykkedes, stak han ham i brystet og i halsen med en kniv.

Allerede ved anholdelsen stod det klart, at gerningsmanden var psykisk syg, og da han blev fængslet i et grundlovsforhør dagen efter, blev det besluttet, at han skulle anbringes på en psykiatrisk afdeling i stedet for i en celle.

Tirsdag besluttede Retten i Randers så at dømme ham til anbringelse på et psykiatrisk hospital uden at fastsætte en længstetid for opholdet.

/ritzau/

En 47-årig mand er dømt for at slå en bekendt ihjel med flere knivstik i Grenaa. Den dømte er sindssyg og blev dømt til anbringelse på et psykiatrisk hospital.

Offentliggjort Sidst opdateret