Østre Landsret har mandag skærpet straffen mod den mand, der i januar 2009 forsøgte at dræbe toprockeren Brian Sandberg på en juicebar i København.
Dommen lyder på ni års fængsel for selve drabsforsøget plus et halvt års fængsel i en såkaldt tillægsstraf, som stammer fra anden kriminalitet.
Byretten valgte i sin tid at give ni år for det hele, men det er altså ikke helt nok, mener landsretten.
Det er den 21-årige Dean Rehman, som nu kan se frem til at tilbringe en længere årrække i skyggen. Ifølge politiet er han medlem af den såkaldte Sjælør Bande, som ligger i strid med rockergruppen Hells Angels.
Dean Rehman vakte opsigt, da han den 29. januar 2009 troppede op foran juicebaren Joe & the Juice i Ny Østergade nær Strøget i København. Her affyrede han flere skud gennem ruden mod Brian Sandberg.
Toprockeren slap med et overfladisk kødsår, som ikke var værre, end han kunne flygte fra stedet og søge tilflugt i en tøjforretning i nærheden.
Brian Sandberg har været en af de mest omtalte personer i forbindelse med bandekrigen i København. Han er flere gange blevet forsøgt likvideret.
Ud over drabsforsøget i juicebaren blev Sandberg beskudt i oktober 2009, da han opholdt sig på en sushirestaurant på Strandvejen nord for København.
I øjeblikket er Brian Sandberg selv under anklage i en sag om en stribe drabsforsøg. Sandberg har angiveligt givet ordre til flere drab, som dog alle mislykkedes. Der falder dom i den sag til efteråret.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker