Det hører til sjældenhederne, at Skatteministeriet går ud af en retssal som tabere. Men en forretningsmand med hang til Ferrarier har nu trukket det længste strå i Østre Landsret.
Striden stod om den Ferrari F360 Modena F1, som manden købte i 2003. Bilen blev registreret i Tyskland, da den primært skulle bruges til arbejds- og feriekørsel i udlandet.
Manden fik flere gange udstedt løse prøveplader, så han kunne bruge bilen til at køre fra grænsen og hjem til Rungsted - for eksempel når han skulle vise bilen frem for interesserede købere.
Problemet er bare, at prøveplader ikke kan uddeles til biler, der allerede er indregistreret i udlandet.
Da sagen i sommer var for i Københavns Byret, gav dommeren Skatteministeriet medhold i, at der skulle betales registreringsafgift af bilen - også selv om prøvepladerne var udleveret ved en fejl.
Men et flertal i landsretten anlægger nu et andet skøn. To af de tre landsdommere mener, at forretningsmanden var i god tro. At myndighederne siden opdager, at der er sket en fejl, kan ikke føre til, at manden skal betale for at få danske nummerplader på.
Derfor kan Skatteministeriet nu se frem til en regning på 108.000 kroner i sagsomkostninger.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet