Skat vinder retssag om en milliard kroner
Skatteministreriet har tirsdag fået medhold i en stor retssag i Østre Landsret (arkivfoto). Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Teleselskab krævede den skattemæssige værdi af obligationer nedsat med 1.026.442.150 kroner.
Skatteministeriet har tirsdag fået medhold i en retssag, hvor et teleselskab hævdede, at Skat havde skønnet en milliard kroner forkert - eller helt præcist 1.026.442.150 kroner.
Østre Landsret afviser påstanden fra Nordic Telephone Company Parent S.a.r.l., som gennem et andet selskab tilbage i 2008 ejede hovedparten af aktierne i TDC A/S.
Striden har handlet om den skattepligtige værdi af de virksomhedsobligationer, som NTC rådede over i indkomståret 2008. Men Skat har altså fået medhold i den skønnede værdi af obligationerne.
Selskabet mente, at Skat burde gå ud fra en børskurs, som lå mere end et år tilbage i tiden i forhold til den afgørende dato for skatteberegningen, som var 31. december 2008.
Forhøjelsen af selskabets indkomst med en milliard skulle altså nedsættes til nul kroner, lød påstanden.
Imidlertid mener landsretten, at det var i orden, at Skat foretog et skøn af værdien af obligationerne, som var i fremmed valuta.
Dommerne skriver, at grundlaget for skønnet hverken var forkert eller mangelfuldt, og resultatet er derfor ikke åbenbart urimeligt.
Ifølge loven har Skat ret til at foretage skøn, når der foreligger særlige omstændigheder, og det er ifølge landsretten tilfældet med bedømmelsen af indkomståret 2008. Finanskrisen rasede, og det gav store dønninger på finansmarkederne.
Netop med henvisning til den finansielle uro har NTC Parent sagt, at Skat burde have taget i betragtning, om en eventuel kursgevinst kunne realiseres.
Dette argument køber landsretten dog ikke, fremgår det af dommen.
At retssagen har været omfangsrig og betydningsfuld ses af, at NTC er blevet dømt til at betale 1,5 millioner kroner i sagsomkostninger til Skatteministeriet.
Det er kammeradvokaten, der i retten har ført ordet for ministeriet. Og på advokatselskabets hjemmeside hedder det torsdag, at der er tale om en principiel skattesag.
Oprindeligt blev sagen anlagt ved Københavns Byret, som dog henviste striden til landsretten. NTC har nu mulighed for at anke dommen til Højesteret.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet