Skibe kollideret i Nordsøen: En er død og to er reddet
Det tyske redningsskib "Herman Marwede" deltager i redningsaktionen, efter at to store lastskibe er kollideret nær øen Helgoland i Nordsøen. Her meldes flere savnet efter kollisionen.
Helmut Hofer/Ritzau Scanpix
To fragtskibe er stødt sammen sydøst for Helgoland i Nordsøen, og britisk skib er sunket. Stor redningsaktion er i gang.
Den tyske søredningstjeneste oplyser, at en død sømand er hevet op af havet, mens det er lykkedes at bjerge to savnede i live, efter at to fragtskibe er kollideret i Nordsøen.
Yderligere fire søfolk savnes.
Det ene af skibene, et britisk fragtskib, er sunket efter kollisionen.
Tidligere lød det fra den tyske søredningstjeneste, at adskillige var savnet.
De to skibe stødte sammen 22 kilometer sydvest for øen Helgoland og 31 kilometer nordøst for øen Langeoog.
Der er tale om to såkaldte bulk carriers, som stødte sammen klokken 05.00 tirsdag morgen, skriver Reuters.
Det er det britiske skib "Verity" og skibet "Polesie", der er indregistreret i Bahamas. De er henholdsvis 91 og 190 meter lange.
"Polesie", der har 22 personer om bord, er stadig flydende, mens påsejlingen har fået "Verity" til at synke.
"Verity" var ifølge Hamburger Abendblatt på vej fra Bremen til Immingham i det nordøstlige England.
"Polesie" var afsejlet fra Hamburg med kurs mod Coruna i det nordlige Spanien.
Redningsoperationen ledes fra en kommandoenhed i Cuxhaven, skriver avisen.
- Adskillige skibe deltager i indsatsen, hedder det.
Den tyske flåde har også sendt flere helikoptere til området, og læger er blevet fløjet til ulykkesområdet.
Der er vindstyrke seks i området efter Beaufortskalaen. Det svarer til en vindstyrke på mellem 10,8 og 13,8 meter i sekundet. Meteorologisk betegnes det som hård vind.
Der er tre meter høje bølger i området.
Der er foreløbig ingen forklaring på, hvorfor de to skibe stødte sammen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker