Forstanderen på et nordjysk center for døvblinde lod sin arbejdsplads betale for rejser og gaver til sig selv. Fredag blev den nu suspenderede leder af døvblindecentret fundet skyldig i mandatsvig og embedsmisbrug til en samlet sum af 115.000 kroner.
Retten i Aalborg straffer manden med fire måneders fængsel. Det er skærpende, at manden havde en ledende stilling. Men fordi der gik over to år, fra han blev meldt til politiet og til anklageskriftet lå klar, sammenholdt med at amtets egen revision også har svigtet, gøres straffen betinget.
Manden blev frifundet for en rejse, som han og flere andre ansatte i 2005 foretog til en døvblindeinstitution i Rumænien, selv om rejsen ikke på forhånd var clearet med Nordjyllands Amt.
Til gengæld straffes han for tre andre rejser til Italien og Rumænien. På to af rejserne var også hans daværende kæreste med og på den ene også hendes datter. Rejserne var ikke på forhånd godkendt af kontorchefen i amtet.
Dertil kommer indkøb af et titaniumsur, et stenkar, en fjernstyret bil og en skibslampe, der rent fakturamæssigt blev "skjult" i forbindelse med indkøbene af julegaver og arbejdstøj til de ansatte på centret. Retten har også fundet ham skyldig i at have ringet for over 55.000 kroner til Træfpunkt fra den mobiltelefon, han fik som led i sit arbejde.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned