Skræmt tank-medarbejder udløste overfalds-alarm

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

En mand fra Nykøbing optrådte søndag så opfarende på en tankstation, at en medarbejder udløste butikkens overfaldsalarm.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet måtte søndag aften ved 20.15-tiden rykke ud til Cicle K-tankstationen på Sydmotorvejen ved Tappernøje på Sydsjælland.

Her var en 63-årig mand fra Nykøbing, som var kunde i butikken, blevet så vred efter en konfrontation med en ansat på tankstationen, at den opskræmte medarbejder havde trykket på overfaldsalarmen, fremgår det af politiets døgnrapport.

Da patruljen nåede frem, havde andre kunder på stedet allerede grebet ind og fået manden ud af butikken. Den 63-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.