SKUBBET OMKULD OG KASTET NED PÅ ASFALTEN

Uenighed om bil udviklede sig til en sag om vold.

Offentliggjort Sidst opdateret

En uenighed om et lån af en bil udviklede sig tidligt torsdag aften på Torvet i Sakskøbing til en sag om vold.

Det fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

En 41-årig og en 29-årig mand kom op at diskutere om lån af en bil. Uenigheden udviklede sig, da den 29-årige blev skubbet omkuld, fik taget halsgreb og blev kastet ned på asfalten, hvorefter politiet blev tilkaldt og ankom kort efter.

Den 41-årige mand blev anholdt og sigtet for vold. Han blev løsladt igen efter endt afhøring kort før klokken 19.

Den 29-årige blev undersøgt på sygehuset i Nykøbing, men var ikke kommet noget alvorligt til.