Skud i Værløse: Offerets tilstand er stabil
Den 20-årige mand, der søndag blev ramt af skud i Hareskovby ved Værløse nord for København, er blevet opereret på Rigshospitalet, og hans tilstand er stabil.
Det oplyser vicepolitiinspektør Freddy Bech Jensen, Nordsjællands Politi.
Den unge mand blev søndag kort før klokken 13.30 skudt i ryggen på klos hold fra en bil, der forsvandt fra stedet.
Skuddene faldt på Gammel Hareskovvej i Hareskovby lige syd for Værløse.
- Gerningsmanden kommer kørende i en bil og affyrer skud på tæt hold, og så kører han fra stedet, siger Freddy Bech Jensen.
Politiet kender endnu ikke bilens mærke, men der er tale om en mindre bil. Det står heller ikke klart, i hvilken retning bilen forsvandt, efter at skuddene var affyret.
Kort tid efter skudepisoden i Hareskovby blev en bil imidlertid fundet brændende ved Skovmosen i Allerød.
Politiet undersøger, om der kan være tale om den bil, der blev brugt ved skyderiet.
- Det har vi endnu ikke en indikation på for øjeblikket. Vores efterforskning skal vise, om der er sammenhæng mellem de to ting, siger Freddy Bech Jensen.
Politiets efterforskning skal også give et svar på, om skudepisoden i Hareskovby har sammenhæng med skudepisoder dagene forinden i Kokkedal og i Høje Gladsaxe.
I Høje Gladsaxe blev en 19-årig mand fredag dræbt af skud, og i Kokkedal blev en ung mand lørdag aften skudt i foden. I den sag er en 21-årig mand sigtet for drabsforsøg og varetægtsfængslet.
- Vi har ikke lagt os fast på, at der er sammenhæng mellem de tre skyderier, men vi efterforsker selvfølgelig, om episoderne hænger sammen, siger Freddy Bech Jensen.
Efter skudepisoden i Høje Gladsaxe har Københavns Vestegns Politi indført visitationszone i Ballerup, Herlev og Gladsaxe kommuner.
Også Nordsjællands Politi overvejer at indføre visitationszoner, men det er der endnu ikke taget konkret stilling til, oplyser Freddy Bech Jensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned