Skuddrab fører til skærpet strafzone i Vollsmose
31-årig mand blev onsdag skuddræbt i Vollsmose. Politiet opretter nu skærpet strafzone i en uge.
Fyns Politi har torsdag aften besluttet at oprette skærpet strafzone i dele af Vollsmose i Odense.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Det sker, efter at to 31-årige mænd onsdag blev ramt af skud i netop Vollsmose. Den ene mand mistede livet, mens den anden blev hårdt såret og nu er i stabil tilstand. Også en hund døde, efter at den blev ramt af skud.
Det er Fyns Politis vurdering, at skyderiet, som blev anmeldt klokken 23.49 onsdag aften, er en udløber af en igangværende konflikt mellem personer fra grupperinger i Vollsmose og Korsløkke.
- Politiet efterforsker fortsat relationerne mellem de to, der blev skudt, og de grupperinger, der er i konflikt.
- Der blev natten til torsdag foretaget en anholdelse i sagen. Den anholdte person er løsladt igen, skriver Fyns Politi.
Formålet med den skærpede strafzone er at genskabe trygheden i området, skriver politiet.
Den skærpede strafzone gælder fra torsdag 25. juni klokken 20.00 til torsdag 2. juli klokken 15.00.
En skærpet strafzone betyder, at straffen for visse former for utryghedsskabende kriminalitet begået i strafzonen kan forhøjes med op til det dobbelte i forhold til gældende praksis.
For at kunne indføre en skærpet strafzone skal politiet vurdere, at der er tale om et ekstraordinært kriminalitetsbillede i det pågældende område. Der skal altså være tale om en situation ud over det sædvanlige.
- I det område, hvor den skærpede strafzone gælder, er der nu risiko for at få forhøjet straffen for kriminelle handlinger op til den dobbelte.
- Dermed sender vi et klart og tydeligt signal til det kriminelle miljø om, at politiet er parat til at tage alle midler, vi har til rådighed, i brug for at få bragt de kriminelle handlinger til ophør, udtaler politidirektør Arne Gram i pressemeddelelsen.
En anden skudepisode i bydelen udspillede sig 17. juni, hvor ingen dog blev ramt.
Dengang blev fire indledningsvist anholdt, men de blev løsladt uden sigtelser efter at være afhørt af politiet.
Siden indførte politiet en visitationszone i Vollsmose og dele af Odense. Den gælder fortsat.
En visitationszone betyder, at politiet må visitere personer og undersøge køretøjer uden at have en mistanke om, at der er begået noget kriminelt.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker