Skudoffer går glip af 620.000 kroner

Han nåede at sidde varetægtsfængslet i 16 måneder, før han kunne forlade retten som en fri mand.

Men alligevel får en spillehalsejer fra Amager ikke en krone i erstatning.

Spillehalsejeren krævede 620.000 kroner i erstatning for fængslingen og som kompensation for mistede sygedagpenge.

Han blev anholdt i december 2007 og nåede at sidde fængslet, frem til Københavns Byret frifandt ham i april 2009.

Den nu 31-årige spillehalsejer var tiltalt for drabsforsøg efter et skyderi, der fandt sted en nat i august 2007 midt på Amagerbrogade.

To grupper mænd stødte sammen i krydset, og der blev affyret skud fra begge sider. I alt blev der fundet projektiler fra fire forskellige pistoler.

Spillehalsejeren blev ramt i maven og armen, da der blev skudt mod hans bil. Han besvarede ilden, men et flertal i retten vurderede, at han handlede i nødværge, så derfor gik han fri.

Han fik dog fire måneders fængsel for at haft en pistol.

Forud var gået et møde i en kiosk på Gladsaxevej, hvor to af mændene mødte op for afkræve spillehalsejeren en undskyldning og - ifølge hans egen forklaring - også en dummebøde på 100.000 kroner.

Det endte med et håndgemæng, hvor der blev affyret et skud ned i jorden.

Når han ikke får pengene, så er det fordi, at han ikke kontaktede politiet efter det første opgør i kiosken, men i stedet valgte at anskaffe sig en pistol.

Og da han var blevet skudt på Amagerbrogade, opsøgte han hverken politiet eller skadestuen. Samtidig mødte han ikke frivilligt op til afhøring hos politiet.

Både Københavns Byret og Østre Landsret har nu afvist at betale manden erstatning.

/ritzau/

Først blev han skudt, så blev han fængslet og så blev han frifundet. Men han skal ikke have erstatning.

Offentliggjort Sidst opdateret