Den mand, der blev skudt ned i Christiania natten til tirsdag, er fortsat i kritisk tilstand, siger politiet.
Den lokale 41-årige blev ramt af tre skud, da han var ude at gå tur med sin samlever og sin hund.
En mand trådte frem fra noget buskads og affyrede i hvert fald fem skud mod den 41-årige, der blev såret i hovedet, låret og maven.
- Vi vil meget gerne høre fra vidner, siger vicepolitiinspektør Henrik Svindt, der onsdag formiddag retter en ny appel til offentligheden om hjælp.
Skuddene faldt lidt før klokken et natten til tirsdag mellem tennisbanerne og Infohuset i fristaden. Men endnu har politiet ikke talt med personer, der så gerningsmanden enten komme til eller forlade Christiania.
Manden, der menes at være mellem 20 og 30 år, er spinkel af bygning og er lys i huden. Det lysblonde hår er mellem halvanden og to centimeter langt, og desuden var han klædt i en mørk jakke.
- Ingen har umiddelbart henvendt sig. Vi har også selv opsøgt eventuelle vidner i sagen, men foreløbigt har det ikke givet noget, siger vicepolitiinspektøren.
Politiet har intet bud på et muligt motiv. Men der er ingen tvivl om, at gerningsmanden gik målrettet efter den 41-årige, der tidligere er dømt for organiseret hashhandel i fristaden.
Sidste år mistede tre mænd livet i forbindelse med interne opgør i det kriminelle miljø, der giver sig af med hashhandel i Christiania.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde