En 43-årig politibetjent er blevet opereret på Rigshospitalet, efter at han sent torsdag blev ramt i armen og i maven af skud fra ukendte gerningsmænd.
- Han har det godt efter omstændighederne, fortæller Michael Klausen, der er Københavns Politis centrale efterforskningsleder. Derfor er stemningen på politigården også "stille og rolig".
- Det er selvfølgelig aldrig rart, når én af ens kolleger bliver skudt. Men det er det heller ikke, når andre bliver skudt, siger han.
Politiet er nu færdige med at undersøge det område på Nørrebro i København, hvor skuddene faldt. Men der er foreløbig ikke mange spor at gå efter, fortæller Michael Klausen.
- Vi arbejder videre med sagen og har ikke noget konkret lige nu. Men vi er selvfølgelig interesserede i at høre fra folk, der har oplysninger, som kan bringe os videre, siger han.
En gruppe civilklædte betjente var i gang med en visitation i en gyde på Jægersborggade, da der ifølge vidner blev affyret omkring 10 skud fra Kronborggade og ned mod gyden. Den kendte rapmusiker Niarn og endnu en civil borger blev ramt af strejfskud eller fragmenter, mens politibetjenten blev ramt på kroppen og måtte køres på Rigshospitalet iført en iltmaske.
Det er endnu uvist, om gerningsmændene var klar over, at de skød på politiet. Forinden var der hørt hvinende dæk i gaden, som er kendt for hashhandel og for at huse flere medlemmer af rockerstøttegruppen AK81.
Cirka et kvarter før skyderiet på Nørrebro var politiet rykket ud til Tingbjerg-bebyggelsen i Nordvestkvarteret, hvor der var blevet affyret 20-30 skud. Ingen blev ramt, og politiet ved endnu ikke, om de to episoder er relateret til hinanden.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker