Skuffet ROJ-direktør forventer at gå videre med sagen
Skuffelsen stod malet i ansigtet på direktøren for ROJ TV, Imdat Yilmaz, da Østre Landsret onsdag middag tog sendetilladelsen fra den kurdiske tv-station og samtidig idømte ROJ TV bøder for i alt 10 millioner kroner.
Den kurdiske tv-station, der i dag sender fra satellit under navnet Nuce TV, blev kendt skyldig i at fungere som talerør for separatistbevægelsen PKK, der er på EU's liste over terrororganisationer.
Efter oplæsningen af dommens præmisser stormede direktøren ud af retsbygningen. Han nåede dog lige kort at kommentere dommen, inden han satte sig ind i en ventende bil.
- Jeg er meget skuffet over, at det endte sådan i dag. Jeg har ikke som sådan nogle kommentarer, men jeg synes generelt, at det var en dårlig dom, sagde Imdat Yilmaz til Ritzau.
Spørgsmål: Forventer I at gå videre til Højesteret?
- Det er min forventning, men nu har vi bestyrelsesmøde klokken 17.00 i dag, og her skal vi snakke om, hvad vi fremover skal gøre. Det er i sidste ende bestyrelsen, der skal tage stilling til det.
Ifølge dommen kan argumentet om ytringsfrihed ikke bruges i sagen, da der i ROJ TV's udsendelser var tale om ren formidling af PKK's budskaber.
Forsvarsadvokat Bjørn Elmquist tøver dog ikke med at karakterisere dommen som et angreb på pressefriheden.
- Det er et indgreb i pressens muligheder, adgang og ret til at foretage nyhedsdækning af episoder, som magthavere ikke synes om, siger Bjørn Elmquist.
Han vil endnu ikke afsløre, om han vil anbefale ROJ TV at gå videre med sagen.
- Jeg har lovet bestyrelsen i ROJ TV, at jeg vil komme og gennemgå dommen for dem, og der vil jeg så komme med min anbefaling.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde