Skyderi på åben gade koster otte år og syv måneders fængsel

En 26-årig mand er skyldig i drabsforsøg, våbenbesiddelse og groft røveri og skal i fængsel i over otte år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et nævningeting i Københavns Byret har sendt 26-årige Ünal Harmankaya i fængsel i otte år og syv måneder, efter at han er kendt skyldig i drabsforsøg, våbenbesiddelse og groft røveri.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Harmankaya skal i fængsel, efter at han nytårsaften 2016 affyrede to skud på åben gade på Nørrebro i København. Skuddene var rettet mod en gruppe på fire personer, men ingen blev ramt.

Den 26-årige er i den forbindelse kendt skyldig i drabsforsøg. I retten har Harmankaya forklaret, at skuddene ikke skulle ramme nogen, men i stedet var "skræmmeskud".

Men det er ikke kun skudepisoden, han står til ansvar for.

Ti dage efter skudepisoden - 10. januar 2017 - begik han sammen med en eller flere medgerningsmænd røveri mod en værditransport uden for en Hugo Boss-forretning i Ringsted Outlet.

Her truede Harmankaya personalet med en pistol og fik dem til at udlevere næsten en halv million kroner i tre pengeposer. Han slog ligeledes en vagt i hovedet og sprøjtede peberspray mod vagten.

Tre en halv måned senere stjal den unge mand en bil af mærket Volkswagen i Rødovre, mens føreren stadig var i bilen.

Under trusler om vold tvang Harmankaya herefter bilens fører til at køre rundt med den 26-årige i to og en halv time.

Han er derfor også kendt skyldig i frihedsberøvelse.

Manden ankede dommen på stedet.

Ünal Harmankaya blev først anholdt næsten fem måneder efter skyderiet på Nørrebro. Det skete, da svensk politi i slutningen af maj sidste år anholdt ham i Malmø.

Københavns Politi havde ellers været meget tæt på at anholde ham tidligere samme måned i en dramatisk situation i Hvidovre.

Her skød og sårede politiet en kamphund, der tilhørte Harmankaya. Han havde dog held til at flygte i strømpesokker.