Skyderi tænder ny brand i bandeopgør

Fredag morgen sad 14 folk med tilknytning til Bandidos anholdt hos Nordsjællands Politi, der skal vurdere, om mændene skal fremstilles i grundlovsforhør.

De blev anholdt i løbet af natten ved rockergruppens klubhus i Kvistgård nær Helsingør, hvor der torsdag aften blev affyret flere skud.

Ved solopgang tog politiet hul på de tekniske undersøgelser, så man kan finde svar på, hvad skuddene var rettet mod, hvad der blev skudt med og hvor mange kugler, der blev affyret.

En enkel mand kom lettere til skade, da han blev ramt af en bil. Men politiet kender endnu ikke baggrunden for påkørslen, siger talsmand Henrik Suhr. Den påkørte bliver formentligt udskrevet i løbet af formiddagen.

Desuden blev 11 rockere præventivt anholdt ved sygehuset i Hillerød, da de ville ind til deres påkørte kammerat.

- Og det ville vi ikke tillade. Men de er alle løsladt igen, siger Henrik Suhr.

Helsingør har den seneste tid været skueplads for et lokalt opgør, som ifølge politiet har Bandidos på den ene side og folk med indvandrebaggrund i området omkring Nivå og Kokkedal samt i bebyggelsen Vapnagård i Helsingør på den anden.

Tidligere på måneden blev to rockere fængslet for våbenbesiddelse efter en ransagning i klubhuset, og politiet prøver generelt at sætte sig på situationen. Så sent som torsdag forlængede politiet den såkaldte visitationszone, der giver betjentene mulighed for at gå i lommerne på alle.

Der har tidligere også været meldinger om, at de to grupper jagtede hinanden med køller. Men skyderiet er den foreløbige kulmination på stridighederne.

Tilsyneladende bunder hele konflikten i noget så banalt som et sammenstød på et diskotek, hvor hustruen til en højtstående rocker blev ydmyget af en mand med indvandrebaggrund.

Bandidos' afdeling i Kvistgård er gruppens europæiske hovedkvarter.

/ritzau/

Politiet overvejer nu, om 14 rockere fra Bandidos skal kræves fængslet efter en skudepisode.

Offentliggjort Sidst opdateret