Skylder over en million i rodet politisag

28-årige Martin Olsen fra Søllested har modtaget et girokort fra Sydsjælland og Lolland-Falsters politi.
Der er ikke tale om en hel almindelig bøde, men en erstatning på kroner 1.150.352.43.
Erstatningen har politiet fundet frem til, at han skal betale, efter en voldssag tilbage til sommeren 2006, selvom offeret tilsyneladende er kommet til skade ved en trafikulykke.

I fuldskab forsøgte Martin Olsen dengang at nikke en anden mand fra Midtjylland en skalle, skriver Ekstra Bladet. Martin Olsen ramte ikke midtjyden, som nåede at flytte sig.
Men seks uger efter gik midtjyden til lægen med hovedpine, som følge af et vrid i nakken. Efterfølgende er han blevet dårligere og det endte med en afgørelse i Arbejdsskadestyrelsen og efterfølgende en erstatning på tabt erhvervsevne svarende til det beløb Martin Olsen nu har fået en regning på, skriver Ekstra Bladet.

Martin Olsen har for flere år siden udstået sin straf for hele sagen, hvor han afsonede 60 dages fængsel.

Martin Olsen har lagt retsdokumenter på Facebook, som han mener viser en juridisk rodebutik hos især politiet. Ikke mindst fordi de skader, som har endt med den tabte erhvervsevne og den store erstatning hos midtjyden, tilsyneladende er opstået i forbindelse med en trafikulykke han for nogle år siden var impliceret i.
 

Foto: Anders Knudsen

Offentliggjort Sidst opdateret