Slagsmål ved Aalborg ender i knivstikkeri
En person er stukket ned under et slagsmål i Klarup. Det er tredje knivstikkeri på to døgn i Aalborg-området.
En person er torsdag aften blevet stukket med kniv under et slagsmål i Klarup ved Aalborg.
Politiet fik klokken 17.50 en anmeldelse om, at nogle personer var i slagsmål på Hellasvej.
- I forbindelse med slagsmålet er en person blevet stukket med en kniv, lyder det fra Nordjyllands Politi på Twitter.
Den sårede er blevet kørt til sygehuset, men er ikke kommet alvorligt til skade.
Politiet har anholdt en person, som mistænkes for at have deltaget i slagsmålet.
På Twitter skriver politiet, at det er en 15-årig dreng, som overnatter i arresten. Sagen vurderes nu juridisk inden et eventuelt grundlovsforhør fredag.
- Der er pt. ikke yderligere oplysninger, skriver Nordjyllands Politi natten til fredag.
Torsdagens knivstikkeri er det tredje på to døgn i og omkring Aalborg.
Kort efter klokken 20 tirsdag aften blev en 19-årig mand stukket overfladisk i bagdelen ved Slotspladsen ved Aalborg Havnefront. Samtidig blev en 17-årig dreng væltet omkuld og sparket.
Efter overfaldet blev en gruppe på cirka ti personer set løbe fra stedet med retning mod Musikkens Hus. Ifølge politiet var de mørklødede af udseende, men der er ikke yderligere beskrivelser af signalementet.
Omkring klokken 03.00 natten til onsdag blev en 21-årig mand også stukket overfladisk i bagdelen. Det skete ved et stisystem i Aalborg Øst.
Politiet har i forbindelse med det overfald fået oplysninger om, at de formodede gerningsmænd skulle være hætteklædte.
Onsdag oplyste politiet, at det er uvist, om der er sammenhæng mellem de to knivstikkerier. Det indgår i politiets efterforskning.
"Men det er ikke noget, som Nordjyllands Politi har et grundlag for at konkludere på nuværende tidspunkt," lød det.
I forbindelse med efterforskningen af sagen har vi anholdt én person, som mistænkes for at have deltaget i slagsmålet. Vi har pt. ikke yderligere kommentarer til sagen. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) May 28, 2020
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned