Slovensk firma brugte dansk lastbil til ulovlig kørsel
Udenlandske vognmandsfirmaer kører i danske lastbiler for at omgå transportregler i Danmark, mener politiet.
Et slovensk vognmandsfirma lejede en dansk lastbil af en dansk vognmand, hvorefter det slovenske firma kørte 21 ulovlige cabotagekørsler i Danmark.
Det fortæller politikommissær Henrik Fobian.
Det slovenske firma blev taget for det i slutningen af august.
Henrik Fobian mener, at udenlandske transportfirmaer bruger danske lastbiler til at gå under radaren, når politiet laver rutinemæssige kontroller, fordi udenlandske lastbiler springer mere i øjnene.
- Når udenlandske transportfirmaer kører ind i landet med gods, så må de køre tre ture internt i landet, og så skal de have gods med ud igen, forklarer politikommissæren fra Tungvogncenter Øst, der har til opgave kontrollere, at transportfirmaer overholder reglerne.
Han vil ikke fortælle, hvilken dansk vognmand der har lejet sin lastbil ud til en østeuropæisk vognmand.
Erik Østergaard, der er direktør i de danske vognmænds brancheorganisation, DTL, peger på, at det skaber en skævvridning af konkurrencen, når for eksempel et slovensk transportfirma kører 21 ulovlige ture i Danmark.
- Det slovenske firma ender med at tage arbejdet fra danske vognmænd, siger han.
- Danske firmaer kan jo ikke konkurrere med østeuropæiske lønvilkår, forklarer Erik Østergaard videre.
Han håber, at det kommer til at skærpe politiets appetit, så de fremover vil kigge mere efter danske lastbiler.
Ifølge politikommissæren stopper de allerede rigtig mange danske lastbiler.
- Men selvfølgelig vil vi være mere opmærksomme på udenlandske chauffører i danske lastbiler, siger Henrik Fobian.
Politikommissæren har ikke tal på, hvor mange der bliver taget for ulovlig cabotagekørsel, men det er første gang, at han ser en dansk lastbil, der bliver taget for det.
Overtrædelsen koster den slovenske vognmand en sigtelse med et bødekrav på 210.000 kroner.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned